Ringe i vandet

Vi danner uafladeligt billeder af det oplevede, og når vi tolker det oplevede, bliver det til erfaringer. Erfaringerne præger til gengæld vores liv, vores reaktioner, forventninger, håb osv. Således har de billeder, der oprindeligt blev dannet, en stor virkning. De er som ringe i vandet, der sender sine bølger langt ud og hen over generationer.

Hvad skulle vi gøre uden vores erfaringer. Og det oplevede har selvfølgelig en sandhedsværdi. Billeder har det dog med at fryse fast og kan afspille sig for vores indre øje på samme måde i situationer, der ligner den oprindelige, hvor billedet blev dannet. Vi har dominerende billeder i vores indre, der så at sige har taget magten og nægter at lade nye oplevelser slå rod med nye billeddannelser. De mest magtfulde billeder opstår i traumaer. 

Selv om billeder bærer en sandhed, står de i vejen for andre sandheder. En familieopstilling gør billederne synlige og bevidste for os og afslører et fastfrossent billede. At blive bevidst om det fastfrosne billede er af og til selve løsningen og forløsningen. Det er det fænomenologiske. 

Med blik for det systemiske i opstillingerne har vi mulighed for at gå et skridt længere endnu og tage magten ud af billederne ved at finde og danne et nyt billede. Vi tager så at sige foden op af vandet, venter til krusningerne har lagt sig og sætter den ned i vandet igen. Et nyt billede sender ringe ud i vandet, som let rækker lige så langt ud over generationerne eller endda længere.

Det nye billede danner sig, når vi under opstillingen fx finder en ny orden i systemet og lader de involverede parter tale forløsende ord til hinanden. Dermed snyder vi ikke med sandheden. Andre sandheder kan lettere komme i spil, idet vi sætter forsoningens svingninger i bevægelse.