Forvikling

Vi lever i mange forviklinger. Det er en del af livet. De er svære at gennemskue, for vi kan forvikle os med de andre i slægten på kryds og tværs og bærer ikke sjældent forviklingerne ind i andre systemer som fx arbejdspladsen. Hvad er en forvikling? Og hvordan opstår den? 

Billedet på siden her er en fin illustration af en forvikling. Kvinden har gang i noget. Vi ser spindelvævet, der kommer fra hendes side og svæver imellem dem. Hun smiler og ser ud, som om hun har en anden oplevelse af deres forhold eller samvær lige nu end manden. For manden giver det, der sker ikke nogen mening, selv om han anstrenger sig og lytter og tænker meget. Tråden har sin begyndelse et sted bag kvinden og går igennem hende. Hun har overbalance og er i grunden nok vendt mod en anden bag sig. Set med forviklingens dynamik kan hun være vendt mod sin far. Så mens hendes sjæl er vendt mod og optaget af sin far, er hun her og nu i relation med manden, som ikke kan forstå eller modtage hende uhindret, fordi hun egentlig ikke mener ham. Der er kurrer på tråden, siger vi også. Eller vi siger, at sjælen ikke er fri.  

En opstilling er som et lille detektivarbejde i forviklinger. Idet hun smiler, kunne det være, at hun gør noget for sin far og finder sin bestemmelse, sin mening og plads i familien ad den vej. Hun gør noget, som faderen længes efter at få af en anden fx den første kæreste. Hans sjæl er bundet i det. Han får en datter, som han i sin sjæl ikke virkelig har plads til, fordi han er optaget af sin første kæreste. Datteren mærker det og savner sin far og indtager derfor den første kærestes plads og forsøger at give faderen, hvad han savner. Så får hun i det mindste en tilknytning og en opgave, selv om hun ikke bliver set som den, hun er, nemlig hans datter. Dette mønster bærer datteren videre til manden i billedet, og sådan går det videre. 

I den forstand er familieopstilling et detektivarbejde i forviklinger.