Det giver ro at anerkende det, der er. Men hvordan får vi øje på det, der er? Hvordan ved vi, hvad der er? Ligesom salmisten David kan vi spørge os selv: Min sjæl, hvorfor er du så urolig? Af og til holdes noget skjult for os og af og til stiller vi os selv i vejen for at se det, der er. Så oplever vi vores liv som tungt, kørt fast, eller at vi ikke kan finde vejen. Måske oplever vi os selv som grublende eller ingenting synes at lykkes for os. 

Når vi er klar til at gå ind i en familieopstilling, siger vi ofte: Lad os se på det. Ved hjælp af den stedfortrædende repræsentation ser vi, hvad der er. Vi fokuserer oftest på det, vi synes er problemet, og derfor stiller vi også de spørgsmål, som problemet umiddelbart peger på. Men når vi gør det, stiller vi måske de forkerte spørgsmål og får derfor de forkerte svar. Eksempel:

Familieopstilling er fænomenologisk. Et fænomen er noget, der er. Når vi arbejder fænomenologisk, søger vi at afdække noget. Det gør vi ved at stille spørgsmål, som måske ikke lige ved første blik har noget med problemet at gøre. Derved sker der en forskydning af fokus, som kan afdække sammenhænge, vi overhovedet ikke var bevidste om eller kendte til. Det betyder for både lederen og for den, der bærer sin historie frem, at vi frimodigt og uden frygt må udsætte os for det, vi kommer til at se. Ofte må vi lede godt og være villige til at møde større sammenhænge, som vi ikke umiddelbart kan forstå. Det indebærer også, at vi må gøre os fri af forudindtagede forklaringer og forståelser. Vi må slippe dem så godt vi kan.   

Dernæst må vi efterprøve sandhedsværdien af det, der har vist sig. Parameteret for det er, at sandhed gør fri og giver ro. Selv om vi måske møder noget ubehageligt, trist, et smukt billede, der krakelerer osv., så giver den viden ro.