En drøm om hellige indbrud
En nat drømte jeg (Ele), at jeg ville fortælle en anden om et helligt øjeblik.
Men den anden var rastløs. Bare rastløst beskæftiget med rastløsheden.
Og jeg mærkede, at det var umuligt, nærmest naturstridigt, at fortælle om det hellige øjeblik, for det er det fuldkomne fravær af rastløshed.
Mellem mig og den anden, det hellige og rastløsheden så jeg en gennemsigtig og gennemtrængelig membran. Hvor jeg stod, kunne man se og trænge igennem til den anden side, men jeg vidste, at man fra den anden side, der, hvor det rastløse menneske var, ikke kunne se gennem membranen. Alligevel kunne det andet menneske godt se mig, men ikke membranen, og ikke min verden, selv om det var den samme verden, vi levede i.
Jeg vidste godt, at man på den side af membranen ledte efter en vej,
og på den side, hvor jeg befandt mig, var tanken om en vej irrelevant.
Måske drømte jeg om det hellige øjeblik og rastløsheden, fordi jeg i begyndelsen af 2025 med mange mørke skygger over verden og ude i horisonten, er blevet fascineret af og glæde over mennesker.
Det er Lisbeth Smedegaard Andersens bog om Bibelens kvinder, der har plantet den glæde i mig. Fascineret over mennesker, der har levet i nytestamentlig tid og i tiden, hvor Jesus endnu var fysisk på jorden. Der er en flok mennesker, som har mødt ham og andre, som har hørt om ham. Det skete dér i de første 100 år efter Jesu død og opstandelse, at de tanker, Jesus ville plante, slog rod og blev skrevet ned. De slog ned i Maria, der blev tilbage ved Jesu grav, fortabt i tanker om, at det ikke kunne være slut lige dér. Det slog ned i Paulus nærmest bogstavelig talt, og det, han fik ud af det, var dette: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.” (Gal. 3,28).
Det fascinerer mig, hvordan disse mennesker begyndte at læse det, vi i dag kalder Det gamle Testamente, i lyset af oplevelser og beretninger om møder med Jesus. De havde mærket på egen krop eller lyttet intenst til, hvordan fokus blev flyttet fra konger og profeter til alle slags mennesker, som Jesus mødte på sin vej. Øjensynligt ubetydelige møder. Men disse mennesker kom til orde og blev citeret. Man nedskrev beretningerne, idet man spejlede dem i Det gamle Testamente og derefter konstruerede dem således, at vi i dag kan følge, hvad der var grundlæggende anderledes i Jesu forkyndelse, selv om hans forkyndelse havde rødder i de gamle forestillinger og doktriner. Det er den samme verden, der tales om, men membranen – det helliges indbrud i verden – blev alligevel en adskillelse, hvor man fra den ene side, kunne se den anden side, men fra den anden side, kunne man ”høre og høre og dog intet fatte og se og se, men intet forstå” (Ap.G 28,26)
Guds tilstedeværelse i teksterne og i disse menneskers liv er der ingen tvivl om. Men mennesker har åbnet sig og lyttet intenst og omhyggeligt. Det, vi kan læse i dag, vidner om mennesker, der har oplevet intenst og fortalt det, de så på den anden side af membranen omhyggeligt videre. Og om andre, der har lyttet omhyggeligt og skrevet det hele ned i hellige øjeblikke. Mennesker og Gud sammen. Hellige øjeblikke. Det er muligt. Det sker.
Jeg har min glæde i Gud. Jeg synes, det er frygtelig tvivlsomt med os mennesker. Men i dag glæder jeg mig over mennesker vildt og inderligt. I dag ved jeg i dyb glæde, at mennesker kan komme ind i hellige øjeblikke, hvor forandring er mulig. Jeg vil holde øje med de øjeblikke rundt omkring mig. I dag er en fantastisk dag.
Hvad er hellige øjeblikke? Har disse øjeblikke i grunden meget med glæde at gøre, hvor glæden bliver et helligt indbrud i vores hverdag? Og kommer sådan et indbrud egentlig ikke ofte, når vi er grebet af rastløshed?
Disse tanker blev vores inspiration for temaerne for to arrangementer i 2025
Hellige øjeblikke som et indbrud af glæde
Vi har jævnligt kredset om glæden som en grundstemning, vi havde lyst til at fordybe os i sammen med andre. Måske skulle det være nu. I sådan en tid som nu, der kan føles som en skyggetid.