Ethvert menneske ønsker at blive brugt og at give noget til verden. Vi ønsker at gøre en forskel med vores liv og stiller os spørgsmål som: hvad skal jeg med mit liv; hvad er meningen med, at jeg er i live? I ganmle dage kaldte vi det "kald". Hvad er mit kald. Vi kan blive fysisk syge, udbrændte eller få en depression, hvis vi har en følelse af, ikke at kunne bruges. Det er en dyb eksistentiel nød. Med familieopstilling kan vi komme på sporet af, hvad der gør det svært for os at forfølge vores kald. Det kan være, at vi i solidaritet til en ældre person i vores slægt - en person, der blev hindret i at finde sin vej eller følge sit kald - vælger at give afkald på vores egen vej. Vi ønsker så at sige med vores eget liv at trøste den slægtning. Sådan et ønske ligger dybt i os og er ikke lige til at få øje på. Via den stedfortrædende repræsentation kan vi mærke, hvad der hindrer os i at følge kaldet. 

Billedet kunne tolkes i den retning, at den unge sorte kvinde holder udkig efter sit kald. Det er lige før hun letter på sit flyvende tæppe. Fuglen overfor har allerede bredt vingerne ud. Barndomshuset ses i baggrunden. Men måske mangler kvinden endnu at mærke forældrenes velsignelse til at følge sin vej. Faderens ansigt er stort og roligt og står bag kvinden. Det er et godt tegn. Faderens velsignelse giver ofte mod. Moderen ser afventende ud med halvt lukkede øjne, og med foden i hjernen kan det tyde på, at hun giver datteren lov til at gå. Fra moderens side har barnet ofte behov for at mærke, at forældrene giver slip.